fredag den 20. januar 2012

Man har et standpunkt

Indtil man kommer i Build a Bear butikken. Mit standpunkt har været at holde mig fra denne sukkersøde Køb en Ven butik med bamse haute couture til en pris pr cm tøj, der må stå mål med de fedeste designeres kreationer. Jeg havde også et standpunkt om, at ikke alt i min datters omgivelser behøvede at være lyserødt. Hun er selv en relativt lyserødt udseende pige med rødblondt hår, så farven har aldrig klædt hende - derimod er hun gået pænt amok i Kitty - Barbie - dukkehalløj i lyserødt.

Nu havde barnet ønsket sig og fået et gavekort til det forjættede bamseland til sin fødselsdag. I aftes udløste jeg spændingen ved at love, at vi i dag skulle finde et skind at putte det lille røde hjerte i, som lå sammen med gavekortet i det lille bitte bamsehus, gavekortet kom i. Det gjorde barnet næsten helt ude af stand til at sove, især da jeg stressede hende yderligere ved at bede hende om at finde på et navn og eventuelt spekulere på, om vi var ude i noget klassisk bamse eller kat, kanin, hund eller ligefrem smølf.

I dag oprandt det store øjeblik. Min datter styrede målrettet forbi den kubikmeter smølfeskind, som lå først for - tydeligvis den største trend på bamsefeltet pt. Hun scannede sidevæggen og vaklede mellem en pink og en lyserød klassikerbamse, inden valget faldt ud til fordel for den pink. Så var det hen at stå  i kø ved den 20-årige, som virkelig må have smilekrampe efter en dag i bamseland, hvor hun med sød stemme opmuntrer et stort antal børn til at puste, kramme, fylde, børste og påklæde sit nye stofdyr. For det ER jo et stofdyr - med stregkode und alles, så den kan track- and traces, hvis den bliver væk.

Bamsen blev højtideligt udfyldt med krøluld og tilsat hjerte efter rituel pusten - og min nyslåede 6-årige var rent i himmerige. Derefter skulle den dresses up - og som om den ikke var helt pink nok i forvejen, fik den lige en pink festkjole og et par lyserøde "glas"sko. Jeg måtte æde alle mine principper, da jeg så kærligheden til bamsen i hendes øjne.

Jo jo Manu Sareen - det er pigelegetøj i pigefarver i et pigeunivers, men hvis hun ikke får lov at leve det lyserøde ud nu, popper det måske op som en pink prinsesse i 20 års alderen - og det er alligevel mindre klædeligt end en 6-årig i prinsessefasen. Så jeg vælger lige at lægge mine principper i skuffen i nogle år endnu, før jeg slår alarm.

3 kommentarer:

  1. Måtte også bøje mig med Johanne, da prisen for at smide sutten var en bamse der fra. En lille time, hvor bettedamen og hendes ønsker var totalt i centrum. Og den gik rent hjem hos hende. Strålede som en lille sol da vi gik derfra og det varmer jo et moderhjerte.
    Kh Mette

    SvarSlet
  2. Alle børn jeg kender er vilde med build a bear princippet, og jamen skal de være glade, så lad dem være glade, om det så er lyserødt eller lyseblåt. Bare fordi moren måske blev tvunget til at gå i lyserødt, er det jo ikke ens betydende med at datteren også hader lyserødt. Ikke at jeg siger det er sådan det hænger sammen, men sådan er det tit tror jeg :-)

    SvarSlet
  3. Glemmer aldring da min den ældste fyrede lidt under en tusse af i en build-a-bear-butik. Det var penge fra hendes fødselsdag og selvfølgelig ok. Men jeg ku godt tænke på bedre ting at bruge pengene til. Men tøsen - hun var lykkelig.

    SvarSlet

Kloge kommentarer: