mandag den 23. januar 2012

Tidens store helt: Tolderen

TV-sendefladen afspejler hvad seerne vil se og dermed presse reklamepriserne op på. Det kan være en ubehagelig tanke, fordi det grundlæggende gør os til en quiz-elskende samling talentløse mennesker, der gerne vil have X-factor, men i stedet spiser rigeligt smør. Der er gode seertal i rigeligt smør og efter en årrække med speltfuldkorn og spinat er det befriende at se opbagt sovs og flødeskum få en rolle igen. Well, det er selvfølgelig ikke en kommerciel kanal, ligesom Blomsterbergs syndige køkken også kommer på en public service kanal.

TV2 derimod har fundet tidens store mande-ideal: Tolderen. Det ene program efter det andet ruller over skærmen, med små funktionærer i lyseblå skjorter, der med dramatisk underlægningsmusik vogter benhårdt over landets grænser. De skiller mistænkelige indrejsende passagerer fra og undersøger deres biler, kufferter og tasker for mystiske fødevarer, levende dyr eller hårde stoffer. Samtidig viser de deres menneskelige side ved at lade en mand passere Rødby Færgehavn med en trailer fuld af øl til sin svigermors fødselsdag. Jo det kan vi lide - svigermor skal fejres, men polakken med de polske plader skal slet ikke komme her og spille smart.

Selvfølgelig skal han ikke det - og når han kører videre trods klippede plader, bliver vi rigtigt sure på ham og slubrer forarget aftenkaffen i os. Os som giver udlændinge så god behandling - skal vi finde os i det? Nej nej, det skal vi selvfølgelig ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker, når den der grænsedragning bliver ophøjet til heltestatus. Når vi lukker os om vort lille land med smørkage og kaffekopper, i kollektiv forargelse over "de andre."

Kaffen smager måske lidt mere bittersødt, når næste dags nyhed er, at danske kontanthjælpsmodtagere ikke gider søge lavtlønsjob i hotel- og restaurationsbranchen, som skriger på arbejdskraft. Stillingerne besættes af udlændinge, som ikke er bange for at skrubbe toiletter.

Mandag aften er crime night på TV2. Her kan man også svælge sig i, hvordan politiet på Station 2 bekæmper ondt og farligt igen med de frygtindgydende lyseblå skjorter. Der er åbenbart rigeligt feel good TV i en sag om et værtshusslagsmål i Nørre Nebel, gerne med slørede ansigter, som kan få alle os andre til at føle os som bedre mennesker? Ellers ville det vel ikke blive sendt for Gud ved hvilket år i træk?

Skal hver udenvælts fjende beredte os finde?

2 kommentarer:

  1. Jeps, vi er klar! Med en finger begravet i navlen og de "andre gode og horisontudvidende" programmer som Paradise Hotel, De unge mødre og For lækker til låååve ;-)

    SvarSlet
  2. Det er lidt uhyggeligt - for Danmark har efterhånden fået en meget lille hoveddør..

    kh
    Kong Mor - men jeg må ikke kommentere som mig selv.. øv..

    SvarSlet

Kloge kommentarer: