Kunsten ikke at komme i bestyrelsen

Dette bliver et fuldstændig politisk ukorrekt indlæg. Så er I advarede. Med tre børn i diverse skoler, institutioner og fritidsinsteresser gennem snart 14 år har vejen været belagt med mulighed for tillidshverv, frivillighed og forældreopbakning. Jeg har lært at genkende arrangementerne efterhånden. Der lokkes med et spændende oplæg af en fuldstændig ukendt ekspert, og man kan være sikker på, at man kommer hjem med en bestyrelsespost, hvis man endnu ikke har tillært sig teknikken.

Dilemmaet er, at man under ingen omstændigheder skal møde op bare for oplæggets skyld, for det er ikke meningen - nej de 10 Tordenskjolds soldater, der altid møder op, kan ikke undgå at blive kasserere, kagebagere, festudvalgsmedlemmer, stævnechauffører, assistenttrænere, klubhusudlejere eller det, der er værre.

Mit ældste barn har stort set gået til alt, hvad der var at gå til i en omkreds af fem kilometer. Dengang kendte jeg ikke teknikken, og således befandt jeg mig en dag i blå spejderskjorte som assisterende spejderleder med det aber dabei, at den ledende var forhindret i at møde op og efterlod mig med et oplæg om stjernehimlen til det første spejdermøde for en flok Ulveunger, der kunne klatre på vægge. Min viden om solsystemet er stærkt begrænset, men det skulle blive værre. Få uger senere skulle vi på spejderlejr i en weekend med døgnregn fra fredag til og med søndag. Forældrene ved bussen havde særinstruktioner om hvert eneste barns sove-, tisse-, spise- og pruttevaner. Da vi kørte afsted kunne jeg ikke huske et ord af det. Min egen søn gad i øvrigt allerede på dette tidspunkt ikke at gå til spejder mere, men jeg havde forpligtet mig til en sæson og ville ikke møde op uden ham.

Siden hen har jeg lært teknikken. Det er et spil om udholdenhed. Når den siddende bestyrelsesformand har holdt sin peptalk og kommet med en tøhø bemærkning om, at han/hun forventer kampvalg, skal du blive usynlig. Du skal sidde helt helt stille og finde et fikspunkt at stirre på, gerne udenfor vinduet hvis det er muligt. Du kan også sætte dig på dine hænder, hvis de har en tendens til at overtage styringen af kroppen udenom hjernen og bare række sig selv op, når tavsheden bliver for pinlig. Sæt dig tungt og vent. Vent, vent, vent. Tag ikke øjenkontakt med de andre, så kan det gå galt.

Jeg sidder her med en mail fra svømmeklubben om, at den må lukke, hvis ikke der stiller medlemmer op til en ny bestyrelse. Jeg må mønstre al min kraft og fokusere på noget andet - eller alternativt tage til generalforsamling den 11.4. og sætte mig hårdt på mine hænder. Eller muligvis komme hjem med endnu et lille tillidshverv i hatten udover klasseforældrerådet i en af klasserne. Det bliver svært at undgå med tre vandhunde i huset. Årh, jeg ved bare, jeg ender med at række hånden op og dernæst pludselig befinder mig med lønbogholderiet for alle trænerne og rengøring efter udlejning af klubhus....