Det værste ved visdomstænder

Jeg havde en tårnhøj smertetærskel. Det troede jeg i hvert fald indtil i tirsdags, hvor jeg kækt mødte op på tandlægeskolen og lagde mig beredvilligt gabende under et sterilt klæde, så to studerende kunne få adgang til den famøse tand. Jeg blev selvfølgelig lokalbedøvet og fik smertestillende, som kunne have lagt en hest ned, men FØJ alligevel en omgang. Jeg er ikke blevet boret i tænderne siden min barndom, og aldrig blevet opereret i munden før. Det blev en lang time med mig krampagtigt gabende der på skafottet tandlægestolen. De to studerende smalltalkede om boremaskiner ned i kæbeknoglen, tanden ud i små stumper og sluttede af med en længere snak om den der syning så fin ud, eller de lige skulle vende det med læreren. Jeg havde jeg stor trang til at sige: "Spørg lige læreren - for en sikkerheds skyld!" hvis jeg kunne have sagt noget for instrumenter og gummihandskehænder i munden.

Efterfølgende er det værste faktisk ikke hævelsen, der får en til at ligne en halv fodbold i den ene side. Det er heller ikke smerterne, som kan holdes nede med mere af hestemedicinen. Det er lige før, det værste heller ikke var at få omgangssyge på 3. dagen, så jeg ikke kunne spise noget til at holde kvalmen fra hestekuren væk. Der var jeg ellers godt nok sølle og tæt på at aflyse fjernelse af tanden i den anden side om 14 dage. Det værste er, at der skal gå en uge, EN UGE, som i S-Y-V DAGE, hvor man ikke må børste tænder i tandpasta, men bare skal skylle munden i Klorhexidin morgen og aften. Klorhexidin som vel at mærke smager af en blanding af galdevæske og kloakvand. Behøver jeg uddybe, om jeg havde lyst til det i dagene med omgangssyge?

Jeg vidste ikke, at der fandtes så dårlig ånde! Og jeg har sendt mange tanker til tiden for vel bare 50-60 år siden, hvor man slet ikke havde tandpasta, men alle må have lugtet af kloak? For slet ikke at snakke om smertestillende, sterile tandklinikker og bedøvelse ved tandudtrækning. Hvad i alverden gjorde man? Ventede på at pløkkerne rådnede og faldt ud af sig selv? I så fald har jeg lige fået fornyet respekt for mine forfædre!

I dag fjernede to små frelsende engle tandlægestuderende stingene og sagde de forløsende ord: "Du må godt begynde at børste tænder igen." Måske kunne de heller ikke holde lugten ud fra min mund?

Dagen før

Jeg vågnede tidligt i morges, næsten lige så tidligt som børn, der vågner og rævesover videre, mens de venter på at blive "vækket" på deres fødselsdag. Seneste eksemplar her i huset er endda kendt for i sin umådelige spænding ved sin femårsfødselsdag at have råbt: "HvorNÅR kommer I og vækker mig?" ved sekstiden om morgenen på en mørk januardag. Men jeg overgår hende, for jeg vågnede tidligt et helt døgn for tidligt.

Først i morgen skal ældsten konfirmeres. En begivenhed som jeg længe skubbede foran mig som noget, der lå langt ude i fremtiden, dernæst observerede komme tættere på, mens jeg modstræbende skrev en liste over alle de detaljer, vi skulle huske inden festen. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og lister, men jeg nærer en vis modvilje mod deres kategoriske udelukkelse af spontane indfald. Mens listen voksede måtte jeg erkende, at den var god at have. Om ikke andet så til at stille min mand - på hvis arbejdsplads, festen skal holdes - irriterende spørgsmål om etablissementet, hver gang han kom hjem om aftenen. "Er der champagneglas?" "Er der både rød- og hvidvinsglas?" "Har du styr på alarm, projektor, køkken, nøgler?" osv osv - sæt selv passende ord ind. Til sidst fik han nok, og jeg blev inviteret derud en formiddag, så jeg ved selvsyn kunne konstatere, at vi godt kan være der og oven i købet få en dejlig dag. Hvis bare de der personlige kaffekrus med datalogihumor påtrykt kommer ud af mit synsfelt.

Der er bare også ting, man ikke kan skrive på listen. I så fald skulle man lave den emotionelle liste ved siden af den praktiske. Den ville se sådan her ud:

Dagen før:

• Du vil vågne tidligt i en underlig højttidelig stemning
• Den vil føre dig tilbage til da den nu langbenede, selvstændige og skateboardende teenager var en tykbenet, forældreafhængig og i bedste fald på numsen siddende baby
• Hvis du - som vi - blev gift samme dag som samme langlemmede teenager blev døbt, vil du kigge på ham ved siden af dig, som sover tungt, og spørge dig selv, hvordan i alverden der er gået 13-14 år og to børn mere, på hvad der føltes som et splitsekund og en evighed på samme tid
• Mens du hidtil med hele dit rationelle overblik har erhvervet dig styr på bloklysarrangementer og bordkort, og tænkt på kirken som en nydelig traditionel ramme for festen, har du glemt det udefinerbare "andet", som der også er ved at fejre noget i kirken
• Det var der også, da vi blev gift og det e r bare uforklarligt og fint
• Pludselig vender tankerne indad og handler om, hvad du selv har bedrevet på de 13-14 år, der er stormet afsted
• Det er faktisk adskillige jobs, et hus, et par biler, en lillebror, en lillesøster og seks år mere, siden jeg som nyudsprunget kandidat fødte ham den lange konfirmand

På dagen:

• Det ved jeg ikke endnu - men det kan komme til at indeholde rørte tårer
• Jeg vender tilbage om et par dage