Askefisen

Så er den her igen. Den store truende natur er på vej til at sætte det skandinaviske luftrum på standby og dække det med mikroskopiske askepartikler. Måske. Hvis den tager retning mod Skandinavien for alvor altså.


Oftest plejer naturen imidlertid først at slå til, når vi mindst venter det. Når der er varslet snestorm, går TV2 i selvsving og sender en helikopter ud for at optage snefog over motorvejene og på jorden er en mand med røde kinder og parkacoat udsat for kraftig sidevind på hættens pelskant. Han insisterer krampagtigt på, at der er tale om en snestorm, selv om der højst flyver et par fnug i luften.

Derfor har jeg mistanke til, at denne her askefis lige så stille løjer af og ikke efterlader andre spor end en grim lugt som efter en lydløs stinker af en prut. Havde vi derimod ikke været forberedt på den, ville luftrummet helt sikkert være lukket allerede i morgen tidlig.

Allerede inden vi er færdige med at råbe at ulven kommer, er fjeren blevet til fem høns. Og så kan den sætning vist ikke bære flere dyremetaforer.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Men jeg tror, jeg ville vente lidt med at panikke, hvis jeg havde et par flybilletter ud i verden. Det har jeg ikke.

Man kunne også anlægge den vinkel, at jeg bare er misundelig på dem, som skal ud at rejse og nu bliver nødt til at tjekke Askefisen. Det gad jeg nemlig godt. Bare en enkelt lille weekendtur til Rom eller noget.