At blive nummer to

Vi går egentlig ikke op i sport herhjemme, men når Danmark nærmer sig en finaleplads lukker vi alligevel den indre patriot ud og følger med helt uden at være i stand til at komme med intelligente kommentarer - men er der nogen, der er det? Og i går blev vi revet med - helt og aldeles. Som i hoppede rundt, råbte og skreg så den arme nyerhvervede kat på et tidspunkt nervøst gemte sig under sofabordet.

Det var EDDER-ærgeligt, at Danmark ikke vandt, når det nu var SÅ tæt på. Men hvorfor er det mon så svært at være glad for at blive nummer 2? Nummer 2 i verden! Det er da vildt imponerende. Men det er ikke guld. Måske er det ligesom at have kandideret til et job og blive ringet op og få at vide, at man blev nummer 2? Der er sølv virkelig ikke ret meget værd.

Jeg synes faktisk, det er OK at stræbe efter at blive nr. 1, når man er så god til noget og arbejder så hårdt for det. Værre er det, at et stort antal talentløse mennesker også gerne vil være nummer 1 eller i hvert fald ublu stiller op til forsøg på at blive nummer 1. Her tænker jeg selvfølgelig på Talent og X-factor. Det bekymrer mig, at mine børn får associeret talent til noget, der foregår på en scene. De bliver også præsenteret for et udskillelsesløb, hvor de dårlige bliver hånet, mens de bedste  langsomt skilles fra.

Nu er der ikke meget tv-show over at være talentfuld indenfor matematik, skak eller at være fantastisk dygtig til at tegne. Og jeg kunne jo også bare forbyde mine børn at se talentshows. Men jeg vil gerne se det! Det er topklasse underholdning at se andre stille deres manglende talent til skue og fællesforarges over, at de kan finde på at stille op.

I skolen skal børnene også lære at stille op - om ikke i talentshows, så skal de fra en meget tidlig alder lære at fremføre deres emne eller mening. Noget, der har kunnet få mine til at ligge søvnløse flere nætter før. De har nemlig ikke scenetalent. Jeg håber ikke, definitionen på talent bliver forrykket efter tv's misbrug af ordet.

Det tykke Midtjylland

Midtjylland ligger lige der, hvor Jylland er tykkest. Nu i mere end en forstand. 58% er moderat eller svært overvægtige. Gisp - jeg falder godt nok i det eksklusive mindretal på de 42%, selv om jeg har de klassiske 2-5 kg, som jeg altid gerne vil af med.

Eksperterne er overraskede - chokerede, ja jeg tror endda en af dem gik så vidt som til at sige, at hun mente, der må etableres en informationskampagne! Uha, godt jeg sidder ned. Det var dog et radikalt forslag!

Det er ikke mere information, der er brug for. Jeg vil vove den påstand, at en betragtelig del - hvis ikke alle de 58% - udmærket er klar over, hvad der er sundt og usundt. Problemet er, at lysten til at synde ikke kommer fra bevidstheden. Chokolade udløser dopaminer i kroppen - nydelsen og trangen til hurtig tilfredsstillelse overdøver meget nemt en planche fra Sundhedsstyrelsen om, at det var bedre at spise snackgulerødder.

Hvad skal vi så gøre ved de elendige gamle urinstinkter i kroppen, som hellere vil have hurtig tilfredsstillelse end langvarig sundhed? Vi er nødt til at lære med kroppen, hvad det vil sige at få energi fra noget andet end hurtige kulhydrater. Hvis vi ikke kan nå at redde os selv, skylder vi i det mindste vores børn at lære dem at mærke forskel på et lynhurtigt sukkerrush og en langvarig mæthed fra havregrød. Det er trods alt dem, der skal finansiere de fedmeoperationer, der indtil videre er systemets eneste reelle bud på symptombehandling af denne folkelidelse.

Kattemor

Vi har fået en kat. Flere års tiltagende argumentation fra især husets nu 12-årige har resulteret i, at ca. 3 kg pelsbeklædt egenrådighed flyttede ind lige efter jul. Jeg var nu ikke svær at overtale, men nu er det også fem år siden, jeg fik mit tredje og sidste barn og det var på tide at udvide flokken. Gad vide, hvad der sker på næste naturlige tidspunkt for familieforøgelse? Kanin? Marsvin? Vandrende pinde?

For jeg står i et vadested her efter 10 år på arbejdsmarkedet, tre børn og en hulens bunke mursten som udgør rammen om mit forstadsliv. De sidste 10-12 år føles som om, de startede i går og nu er tiden som småbørnsmor faktisk forbi. Men så er det jo godt, man kan få en kat, mens man spekulerer over, hvilke mål man skal sætte sig for resten af tilværelsen.

Jeg kan godt blive lidt inspireret af dens ukuelige arrogance og selvoptagede evne til komplet at ignorere omgivelsernes forventninger til den. Hvis den ønsker at vandre en tur hen over spisebordet, så er det da fløjtende ligegyldigt, at der står et menneske og himler op om, at man skal ned fra det bord NU. Samtidig er han til fals for kæl og klap. Nus mig og jeg spinder omgående. Ingen nag, ingen læring, intet påtaget forsøg på at opføre sig rigtigt.

Jep, Watson er en inspirationskilde indenfor feltet selvbevidsthed.

Samfundsborger eller mor?

I Danmark bryster vi os af velfærd og viden og verdens bedste uddannelser. Vi har travlt, men arbejder faktisk mindre end man gør i mange andre lande. Til gengæld arbejder kvinderne også. Vi har ferieuger og feriefridage, omsorgsdage og barns sygedage, afspadsering og overarbejdstillæg. Udmærkede rettigheder alle sammen, som gør det lettere at få et familieliv til at hænge sammen.

Jeg har i 3½ år været på en meget omtalt arbejdsplads, som netop har nedlagt 3000 stillinger i Danmark. Regnestykket var simpelt. Danskere er for dyre, ikke bare til produktion, men også til udvikling og administration. Jeg har fuld forståelse for beslutningen, og jeg håber, den bliver et wake-up-call til Danmark: Nej, vi har ikke verdens bedste uddannelser, vi har ikke bedre hjerner end kinesiske og indiske ingeniører og vi er slet ikke konkurrencedygtige i forhold til lønninger og effektivitet i Asien.

Der er to kræfter, der trækker i hver sin retning af mig: Jeg vil skabe gode rammer og et ustresset liv for mine børn, det kunne for eksempel være ved at være på nedsat tid og eventuelt offentligt ansat. Men jeg vil også skaffe penge til Danmarks fortsatte vækst og vej ud af finanskrisen. Det er nok også derfor, jeg aldrig rigtig ved, hvem jeg skal stemme på. Jeg er ramt af Clemenceaus ord: "Den der ikke er socialist som 20-årig mangler hjerte. Den der stadig er det som 30-årig mangler forstand." Jeg er både 20 år indeni og næsten 40 i objektiv alder.

Nå, der slap det ud. Jeg er ikke længere den Amnesty International og Greenpeace støtte, som jeg var i gymnasiet. Der sad jeg trofast og skrev breve til verdens diktatorer som Amnesty International opfordrede til. Og mit Greenpeace joggingsæt fra slut-firserne blev vasket til ukendelighed og endte i en UFF container. Jeg er voksen med både realkredit, pensionsopsparing og kernefamilie - men der må da være et bedre alternativ end Lars Løkke? Jeg mener, i går kom han til at sige, at det så sort ud for indvandrerdrengene på en uddannelsesinstitution i Slagelse...

Har du rost din veninde i dag?

Hvad sagde du, sidste gang du roste en veninde? Sagde du, at det var sejt, hun magtede rent hus, syge børn, zumba, spændende arbejde og var ved at planlægge en kæreste-weekend? Eller roste du hendes uplukkede øjenbryn, den knasende lyd og klistrende fornemmelse under fødderne, da du gik rundt i hendes stue og dellen, der blev skubbet op af den lidt for stramme bukselinning?

Kan det tænkes, at hun har en forventning om et indholdsrigt og meningsfuldt job, en familie hvor mand og børn er glade og ser godt ud i et hjem, der altid ser parat ud til at modtage uventede gæster. Gæster fra den uendelige liste af interessante venner, som kommer forbi til spændende mad og udveksling af dybsindige samtaler, mens børnene leger i fred og fordragelighed. Har du noget at gøre med denne forventning hos hende?

Eller er forventningerne vores egne, vores mænds, vores uddannelsers eller vores arbejdsgiveres? Er det den historie, vi fortæller om os selv eller hører hos andre kvinder? Er vi en forkælet generation, vokset op med stigende velstand og mulighed for at få det hele? Skal vi vælge, kan vi vælge og vil vi vælge? Eller skal arbejdsmarkedet indstille sig på, at når de veluddannede kvinder i fremtiden får flere lederposter, så bliver det muligt for alle at arbejde 30 timer og have frihed til at få sit arbejds- og privatliv til at hænge bedre sammen?

Hvorfor er økocafé bedre end Bilka-bistro?

Før jul var jeg med min familie til bowling. Vores børn elsker Bowl’n’Fun’s julebuffet, så det var med det hele. Så sad vi der i restauranten og jeg kiggede mig rundt blandt de andre gæster og sagde til min mand: ”Gad vide hvilket segment, der kommer her?” Han mente, at det da var alle, men jeg kunne ikke slippe tanken om, at der var noget Bilka-badeland-flæskesteg-med-bingo-banko over konceptet. Spareribs og hele den traditionelle julebuffet. Softice til børnene og risalamande til de voksne. Ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men julelyset i børnenes øjne og endnu en pakke farveblyanter til samlingen af ”gratis ting til at få børn til at sidde stille på restauranter” var selvfølgelig det hele værd. Nu havde jeg også lige banket min mand i bowling.

Hvorfor denne interesse for, hvem der ellers var til bowling? Det er jo for så vidt ligegyldigt, når bare vi havde en god aften. Alligevel fornemmer jeg tydeligt, at der er nogle ting, der er mere velanset at gøre med sine børn. Kreative og kulturelle oplevelser, økologiske caféer og lange skovture med madpakker. Jeg ville gerne møde bekendte sådan et sted, men det gjorde ikke noget, at vi ikke kendte nogle af de andre i bowlingcentret. Men hvor kommer denne værdisætning af forskellige aktiviteter fra?

Det er den og mange andre slags spørgsmål, der optager mig og som jeg glæder mig til at beskrive og diskutere på min nye blog.